En ekstremt stærk oplevelse !


Under sidste Milonga hos La Boca i juli 2010 oplevede jeg noget, som jeg måtte have nogle dage til at fordøje.

En dame i en rød kjole satte sig ved "mit" (der sad ikke andre) bord og hun spurgte mig, om jeg vil danse med hende. Også selvom mit dansEvneNiveau var lavere end hendes, men hun ville følge mig som fører.
Jeg havde ellers planlagt at byde en (mig andetssteds undervisningsTilmeldt dansepartner) dame op. Det var sent på aftenen; men jeg valgte, at det var i orden.


Jeg husker, at vi startede med caminar !
Jeg husker, at da musiken stoppede (skiftede til cortina) udbrød jeg: "Gud." og efterfølgende med nogle ord i retning af: "er vi allerede færdige ! "

Derefter fulgte jeg damen tilbage til "vores" bord og jeg satte mig ned nogle sekunder for at sunde mig oven på den for mig overrumblende og chokkerende begivenhed. Derefter kiggede jeg op: - - Og tangoFeen var gået ! - -

Derefter tænkte jeg refleksmæssigt og gik hen til hende, som jeg havde planlagt at ville danse med.

Det stærkt ekstreme ved oplevelsen var, at jeg slet intet kan huske imellem start af caminar og slut af dansen med TangoFeen = absolut intet ! - Var jeg blevet bindegal ? - - - Et ved jeg dog inde i mig selv; nemlig at jeg må have været dybt koncentreret under dansen !


Efter fordøjelsesprocesen gik det op for mig, at oplevelsen hovedsageligt bestod af 6 dele.
Nemlig:
1. Den opmærksomme lytten til musiken,
2. den fysiske udførelse af dansesekvenserne,
3. den mentale tilrettelæggelse og valg af dansesekvenser,
4. den sociale hensyntagen til andre dansende,
5. den følelsesmæssige nærhed til dansepartneren - og
6. tiden !
De seks dele smeltede sammen til een uadskillelig oplevelse, der gjorde, at jeg ikke kunne huske nogen af de enkelte dele.

Alt dette kunne selvfølgelig kun ske: Takket være TangoFeen !

Eksisterer der ingen andre, som har oplevet noget lignende ?
Det kunne da ellers være et oplæg til en særdeles interessant artikel i TangoTidende !