Beretning 2016/17

BERETNING 2016/17

Det føles altid underligt at skulle samle op på året der gik, når vi er i fuld gang med et nyt. Ikke desto mindre har 2016 været et rigtig godt år for foreningen med rig mulighed for at danse tango og få gratis undervisning. Bestyrelsen derimod har været ramt af mandefald på grund af alvorlig sygdom, pga. arbejde samt en eksamen, – et bestyrelsesmedlem og en suppleant er holdt op, hvor sidste suppleant er tiltrådt som fuldgyldigt bestyrelsesmedlem.

Practicaen åbnede 2016 med stor deltagelse i begyndelsen af året. Hal C på Arsenalvej 6 bliver forhåbentlig stedet hvor Practicaen kommer til at være i fremtiden, men indtil videre holder den til i “Multihallen” på “Vesterbro ny skole”. Practicaen annonceres nu, som foreningens øvrige arrangementer, på Facebook og der er en mailliste i tilfælde af aflysninger, så kommunikationen er helt i top. Fra juli 2016 besluttede folkeoplysningsudvalget at tage et gebyr pr voksne over 25 på 75,- kr. for brug af lokalefaciliteter, men i oktober blev det heldigvis sat i bero. Og så kan vi glæde os over at der i 2017 ikke er gebyr for voksenforeninger.

Søndagsmatinéen i Kulturhuset Indre By fungerer rigtig godt og er meget velbesøgt. Trods aflysninger i forbindelse med indgåede aftaler med undervisere, er det lykkedes at finde kvalificerede lærere og vores hus dj Celeste samler den gode stemning i musik til en dejlig eftermiddagsmilonga. Der kommer mange både nybegyndere og garvede dansere til arrangementet.

I april måned dansede vi den sidste tango i Dome of Visions ved Den Sorte Diamant. Den har de seneste år dannet ramme om 3-4 dages sommermilonga med gratis undervisning, men en lun eftermiddag måtte vi tage afsked med Domen, som nu ligger i Århus Havn.

Den eftermiddag blev åbningen af foreningens sommerarrangementer med tilbud om gratis undervisning og mange timers dans.

Ved Copenhagen Tango Festival 2016 i maj var der rig lejlighed til at danse non stop i hele 45 timer. Det blev et dejligt gensyn med orkestret Tango Tinto og med Diego Riemer med partner Natalia Cristobal Rive. Desværre måtte jeg aflyse to par, da tilmeldingen til deres undervisning gik for trægt til at dække de løbende udgifter.
I stedet hentede vi hjælp i baglandet, hvilket betød at Aldo Velasquez & Eva Lehmann og Martin N Pedersen & Anna Sol trådte til og optrådte med show hhv. om torsdagen og fredagen.
De fleste deltagere synes det var i orden med en pris på 30,- kr. i entré til eftermiddagsmilongaerne. Og der var en god rabat til foreningens medlemmer både ved køb af workshops og milongapass.
Så med hjælp fra gruppen af aktive lykkedes det med hiv og sving at få sat sejlene og gennemføre Copenhagen Tango Festival 2016.

Sommerdans i Fælledparken i juni/juli måned blev til 3 tangoaftener under åben himmel på Dansepladsen i Fælledparken, hvor et stærkt hold af dansere/tangoskoler tog sig af undervisningen og af musikken. Trods en regnfuld sommer forløb arrangementet godt med show opvisning, pirat-dj og den lille bod, hvor man kan købe vand og kaffe, var der også.

Tango på Bryggens Dansescene har de seneste år været et fast indslag i foreningens sommerprogram. I juli/august kunne foreningen invitere på en times gratis tangoundervisning og udendørs milonga i 4 timer, to gange om ugen. Tango på Bryggen er et samarbejde mellem Tangoforeningen, KIB og tilrettelagt af Tangobar, hvor tango under åben himmel er i højsæde. Og det var til stor fornøjelse for de mange dansere, der til tider trodsede kulden og dansede igennem. I år fik vi mulighed for at trække ind i den store sal i Bryggens Kulturhus og danse i tilfælde af regn og

samarbejdet med KIB har fungeret rigtig fint. Aftalen var oprindelig at dans og dj skulle flyttes til Tangobar i tilfælde af regn, men der gik kludder i aftalerne en enkelt gang. Alt i alt blev det til 35 timers milonga med dj.

Foreningen blev inviteret til et møde i KIB den 20. september om en ny arkitekttegnet udendørs dansescene ved Pinen. Et borgermøde hvor kommunens folk og White Arkitekter samt en stor gruppe bekymrede borgere deltog. De var ikke utilfredse med at foreningens gulv ligger foran Kulturhuset der skærmer for støjen. Deres bekymring gik på en overdækket dansescene som kunne blive hjemsted for høj musik og overnattende gæster. Foreningen og KIB var de eneste sammen med arkitektfirmaet, som synes at dansescenen var en god idé. Det blev foreslået at udbygge foreningens dansegulv foran Kulturhuset og så lave legeplads længere nede ad havnekajen. Og der står sagen indtil videre ….

Bestyrelsen vedtog at foreningen ikke skulle deltage i Kulturnatten i september. Der har været meget få deltagere til tangoundervisningen fra kl. 17-24 de tidligere år og der har været ubehagelige konfrontationer mellem Kulturhus Indre Bys personale og tangofolket som kom til milongaen, men ikke havde købt et Kulturnatspas.

De aktive frivillige ved Tango Festivalen 2016 indtog en 3 retters middag med vin & kaffe i godt selskab med hinanden i Bryggens Spisehus den 16. september og så kunne dem der havde lyst gå over gaden til Milonga på Tangobar bagefter til nedsat entrépris.

Den 25. november fik foreningens medlemmer mulighed for at deltage i ”Pass the Legacy. ” Det var et foredrag om tango med Natalia Hills & Alejandro Aquino om deres tango og hvordan de har fået den overleveret. De havde i billeder og dans søgt at samle al deres hukommelse om deres fælles arv, som de delte med os. Pass the Legacy var organiseret af Tangobar.

Foreningen festligholdt traditionen tro Tangoens Dag den 11.december 2016 – i samarbejde med m2 Tango i Kulturhuset Islands Brygge´s store sal. Der var en rigtig god stemning trods de mange mennesker. Foreningen fik 31 nye medlemmer så vi dags dato rundede de ….. Der var god afsætning på varm suppe med brød, der ligesom entréen var gratis for foreningens medlemmer. M2tango optrådte med et veloplagt Tango Redsox Show og Bryndis Halldorsdottir spillede et potpourri med Julio Caro. Blandt både medlemmerne og de nyerhvervede medlemmer var der begejstring for arrangementet. En masse mennesker fik danset og en bedre måde at fejre Tangoens dag er der vel ikke.

Foreningen holder den årlige Medlemsmilonga den 18.2.2017 hos TABA med Johns Chili uden og med carne til natmad. Bjarki Rasmussen spiller op som dj og i skrivende stund ser vi frem til arrangementet og muligheden for at kunne danse i TABA´s dejlige lokale.

Generalforsamlingen holdes søndag den 5.3.2017 kl. 16:00 i Kulturhuset Indre By lokale 1. Som sidste år lægges mødet i forlængelse af Søndagsmatinéen. Det er hensigtsmæssigt at lægger generalforsamlingen der, så så mange som mulig får lejlighed til at deltage i mødet og det ikke karambolerer med ugens tangoundervisning.

Copenhagen Tango Festival 2016 er planlagt til den 25-28 maj 2017. Et stjerneskud af dansere og undervisere: Daniela Pucci & Luis Bianchi, Eleonora Kalganova & Michael Nadtochi, og et gensyn med Sigrid Van Tilbeurgh & Murat Erdemsel. Der er udenlandske djs fra Bergen, Berlin, Norge, Sverige og Argentina etc. Sexteto Milonguero, 6 mands orkester med den uforglemmelige forsanger, var med os i 2013 og nu kommer de igen og spiller lørdag aften. Der annonceres på Facebook og hjemmesiden : http://www.tangofestival.dk/ 
 
https://www.facebook.com/groups/37589618639/?fref=ts

Når festivalen nærmer sig inviterer foreningen til aktivmøde i Kulturhuset Indre By, hvor alle der vil at være aktive mødes og opgaverne i forbindelse med afviklingen af den praktiske del af festivalen fordeles.

En STOR tak til alle jer som har været med til at gennemføre foreningens arrangementer i løbet af året, tak til dansere og dj´s og ikke mindst tak til den siddende bestyrelse for jeres indsats.  

Formidling

Nyhedsmailen NYT fra Tangoforeningen udsendes ca. 8 gange om året.

Foreningen har et postkort med information om hvordan man melder sig ind i foreningen via banken for at tilgodese dem der ikke er helt fortrolige med en computer.

Foreningens hjemmeside www.tangoforeningen.dk opdaterer jeg med foreningens arrangementer i løbet af året og der kan man også finde kontakt til bestyrelsen, Om Tangoforeningen, kort over milongaer og practicaer i Kbh. og omegn samt musik, tangohistorier og andet godt. Samarbejdet med Alex Gorski har gjort annoncering på tango.dk meget lettere.

Foreningen har ansvaret for og jeg formidler arrangementer via TANGOFORENINGEN på Facebook med 1841 personer. Gruppen bruges også af milongaejere og tangoskoler som plakatsøjle. Tangoforeningens side med 321 personer har været i gang i knap et år. På siden annoncerer jeg kun foreningens arrangementer, men der kan annonceres på sidelinjen og det gøres der flittigt.

TF har desuden ansvar for Copenhagen Tango Festival en gruppe på Facebook med 2305 personer og Copenhagen tangofestivals venner med ca. 474 personer og hjemmesiden Copenhagen Tango Festival, http://www.tangofestival.dk/

Nelly B Steffensen
Formand