Tangoforeningens 20 års jubilæum

IMG_7657

IMG_7661 

 

 

 

 

 

 

 

Ved Tangoforeningens 20 års jubilæum. Af Henrik Andersen
Jeg er blevet udpeget som sådan en slags ”Tribal Storyteller” og vil som sådan give en kort udgave af tangohistorien set fra mit – og Tangoforeningens perspektiv.

Der er jo ikke noget, der forgylder fortiden som en dårlig hukommelse – den har jeg dog prøvet at kompensere for ved at konsultere gamle tangovenner og diverse skrifter.

I en 100 år gammel artikel udtaler nogle danske danselærere sig om den nyopdukkede argentinske tango, at ganske vist er der interessante træk og elementer i dansen, men samtidig så kompliceret, at den aldrig vil blive udbredt som almindelig selskabsdans – så derfor vil lærerne ikke tage dansen med i deres undervisningsprogram – og derved blev det de næste 70 år.

I resten af Europa synes tendensen at være den samme – dog – I stedet for den argentinske udgave opstår en ”tæmmet og civiliseret” udgave, som man kunne kalde Europæisk tango.
Det rør det på sig i Tyskland og Frankrig, hvor den argentinske tango pletvis optræder som en slags subkultur.

Mit eget første kendskab til den argentinske tango fik jeg i 70’erne fra en film – jeg husker ikke hvilken – hvor der blev vist en kort sekvens, hvor der blev danset argentinsk tango af nogle – synes jeg dengang – gamle mennesker på en kafe’ – jeg var solgt – men ak! Hvor i København kunne man lære det ?
Det varede næsten 20 år før det blev muligt!

Et par unge initiativrige mennesker – Navina Østergaard og Gunner Svendsen – var blevet grebet af skønheden i dansen – bl.a. i filmen El Exilio de Gardel – de arrangerede 1991 derfor et par workshops i Århus med Michael Rühl fra Berlin.
Gunnar deltog med Sakina Harees og Allan og Kirsten i Århus festuge, hvor de på ladet af en togvogn danser gennem folkemængden i Århus havn. Det første egentlige undervisningstilbud i Århus startede i efteråret 1992 som et aftenskolehold.

Navina tager til Buenos Aires for dels at færdiggøre sin universitetsuddannelse og dels for at få en grundigere færdighed i den argentinske tango. Hun opsøgte nogle af koryfæerne og fik undervisning hos dem. Da hun et års tid senere vendte hjem til København, startede hun sin egen undervisning i slutningen af 1992 og etablerede Tangoskolen.

IMG_7660

Jeg var med på det første hold – det var meget svært syntes vi vist alle – der var bl.a. ingen forbilleder med Milongaer, hvor man kunne gå hen og se hvordan det skulle se ud når det var ”lært”. Navina var nu sød og inviterede os hjem til videoaftener – og det hjalp meget selvom vi stadig var noget stive i bevægelserne.
Navina arrangerede også workshops med gode argentinske lærere – jeg husker, at en af dem kommenterede vores dans ved at sige, at vi dansede ligesom soldater – en anden sagde ”denne dans var oprindelig forbudt – vis mig hvorfor!”

IMG_7660

Tangointeressen ulmede – i København blev der givet opvisningsdans og vist tangoshows i bl.a. Krudttønden og i Spejlteltet – så vidt jeg husker i Fælledparken. Det var lidt af en pionertid – både for os der dansede og for dem der underviste i tango. Der opstod en hel skare af undervisere og i løbet af 90’erne kom vi op på 14-15 undervisere – flere af dem tilbød fra tid til anden praktica’er og danseaftener i mere eller mindre ydmyge lokaler – milonga’er – hvor de tangohungrende kunne praktisere det lærte. Mange af os besøgte stort set alt hvad der fandtes af workshops og milonga’er – venner og familie blev svigtet til fordel for tangoen og man kunne af og til se unge damer stå i supermarkedets kassekø og lave diskrete ocho’er.

Et par af de milongaer jeg selv nød at komme på var La Milonga i den gamle lampefabrik –Tingluti – som i mange år blev drevet af Celeste, Jorge, Lasse og Monica. Vi var mange der nød stemningen og musikken der. Det var bare et ekstra krydderi at gulvet på grund af fugt af og til stod op i en bue, så man næsten skulle tage tilløb når man skulle danse over på den anden side af gulvet. Tobaksrøgen lå tæt i lokalet, som også blev meget varmt da man ikke måtte åbne vinduerne, når der var gang i musikken – vi havde besøg af politiet et par gange, når naboerne havde klaget.

Starten på dansen i Tingluti blev dog oprindelig til takket være Navinas mand – Marcelo Turcot, som drev stedet La Practica under aftenskoleloven med hvad dertil hører af burokrati, hvor man bl.a. skulle være et vist antal for at det kunne godkendes som et hold – engang hvor vi ikke var nok, betalte jeg et ekstra gebyr for at vi kunne fortsætte.

Et andet sted jeg husker med glæde var Kafcafeen, hvor Navina stod for milongaen den sidste søndag i vintermånederne – der lærte man virkelig at færdes på et meget tæt pakket dansegulv af kobber (!) og vi stiftede første gang bekendtskab med duoen Juan og Juanjo Passo, der spillede til dans – senere kender de fleste Passo’erne som Artango eller Tangarte som de ændrede navn til.

Der var mange ildsjæle, der bar tangoen frem – Århus og Odense havde også et levende tangomiljø og havde dannet foreninger – i København havde Alex Gorski oprettet www.tango.dk i 1995 med diverse information om tangoen i Danmark. Nu var Internettet ikke så udbredt på dette tidspunkt i hvert fald ikke blandt tangodansere.

Tangoflyers blev uddelt rundt omkring i rå mængder, og det kunne godt være svært at få overblik. Derfor besluttede en lille gruppe entusiaster – Anne Boulay, Celeste Meersohn, Alex Gorski, Jorge Monrás, Carl Henrik Brogren, Hanne Andersen og Henrik Andersen – at danne en forening, hvor vi ville skabe overblik over tangobegivenheder i Danmark og tangoens historie ved at udgive et blad – Tangotidende. Vi ville også arrangere danseaftener, koncerter, rejser, foredrag og filmaftener.

Vi indkaldte til stiftende generalforsamling 3. oktober 1998 i Borups Højskole – der meldte sig straks ca. 70 som medlemmer, og vi fortsatte aftenen med foreningens første danseaften med Alex som DJ

IMG_7662

 Vi var selv ret stolte over Tangotidende og havde indtryk af at medlemmerne var glade for bladet. Derimod var interessen for film og foredrag behersket – vi lavede rejser til London, Berlin og Malmø med rimelig god tilslutning.

Efter et par år koncentrerede vi os om Tangotidende, danseaftener, practicas og diverse PR fremstød – bl.a. den årlige danseoptræden på Rådhuspladsen. Det var en pionertid med masser af ideer og engagerede diskussioner i bestyrelsen om vores virke.
Vi var dog enige om at holde os fra undervisning og workshops, da de københavnske tangoundervisere udfyldte disse områder med et godt og lødigt udbud.

Som forening havde vi flere fordele og muligheder – vi havde en økonomisk buffer som gjorde os i stand til at give os i kast med underskudsarrangementer – vi trak alt det vi kunne komme af sted med på kommunal støtte (penge og lokaler) – vi havde medlemmerne som hjælpere ved vores danseaftener hvor vi ofte havde orkester og selv skulle stå for bardriften – der skulle bæres forstærkeranlæg og drikkevarer -undertiden op på anden sal som det var tilfældet, når vi var i den flotte sal i KFUM Store Kannikestræde.

Vi var yderst sparsommelige – således overnattede og bespiste vi normalt orkestrene privat og selv bestyrelsen betalte entre til danseaftenerne. En enkelt gang var økonomien dog så anstrengt, at jeg personligt måtte låne foreningen et pænt beløb – renterne var et par flasker rødvin.

Jagten på egnede lokaler var en løbende udfordring – de skulle være til at betale – og der skulle helst være flygel der skulle stemmes op til at matche bandoneonen. Jeg husker en klaverstemmer der lidt nervøst sagde, at det var på vores ansvar om flyglet kunne tåle det – det kunne det.
Et andet problem – kunne vi få et godt orkester til den valgte dato? Det kunne vi ikke til den første Tangofestival vi afholdt – vi måtte hyre et meget kvalificeret orkester : Quinteto Porteñio til afslutningsballet – de var ikke indstillet på at spille til dans kun koncert.
Det lykkedes dog – men så var der et andet problem – deres stramtandede tyske manager havde i kontrakten glemt at nævne, at der skulle være en guitarforstærker. Da der ikke kunne skaffes en sådan meddelte han, at så kunne orkestret ikke spille – da jeg sagde at det naturligvis var ærgerligt men at de så måtte rejse hjem igen – så kunne det godt lade sig gøre alligevel.
Næste problem opstod da sikringerne til salen gik –vi måtte i bælgmørke fikse problemet – yderligere opstod en tilspidset situation, da det viste sig at mine manglende tyskkunskaber havde opfattet betaling ”im bar” som at det var noget vi klarede over et par dæmpede cognacsjusser i baren – men nej! Det betyder kontant og skulle være i D-Mark. Den bestyrtede manager accepterede at vi kunne afregne næste dag på Hovedbanegårdens vekselforretning (efter at vi først havde dækket underskuddet ved træk på TF kontoen),

Festivalen i 2000 havde et helt andet koncept end de senere – de københavnske undervisere stillede velvilligt op til gratis introundervisning, vi havde workshop med Miguel Angel Soto i Store Kannikestræde, vi havde Artango i Spejlteltet, Vi havde i samarbejde med KIT fået det stort anlagte tango show ”Tango Por Dos” til byen og endelig havde vi vores PR dans på Rådhuspladsen som tiltrak sig meget interesse hos de forbipasserende.

2 private arrangementer som i nogle år kunne opleves i København rundt omkring – nemlig Volvo tango som sugede energi fra Steven Belzers gamle Volvo – og tango i den blå time hvor Karsten Schrøder stillede an med en lille batteridrevet afspiller på diverse torve.

 IMG_7658I starten af 00’erne havde vi en del samarbejde med de svenske tangofolk – således reddede Daniel Karsson flere gange økonomien i vores danseaftener ved at stille med sit tango hold på 20-30 dansere. 

I samarbejde med Tangorama i Helsingborg gennemførte vi tangoens dag i Dunkers Kulturhus i Helsingborg med – et af verdens bedste orkestre Color Tango – koncert om eftermiddagen og – dansemusik om aftenen. Stor succes! – men det store tilskud fra Helsingborg kommune kunne først udbetales nogle uger senere – nu var gode råd dyre – orkestrene vil generelt have betaling i cash lige efter koncerten – jeg kunne aflevere pengene 5 min før deres togafgang 2 dage senere på hovedbanegården til nogle stærkt lettede musikere – jeg måtte lægge ud fra egen konto.
I øvrigt rejste Lydia Pugliese sammen med orkesteret og havde på Alex CD udsalg i Dunkers Kulturhus fået øje på nogle piratkopierede CD’er med Osvaldo Pugliese indspilninger – hun bebrejdede ikke Alex men købte et par af CD’erne til en kommende retssag mod piraterne. Til middagen kunne hun underholde med hvordan hun havde stået med kagerullen når Osvaldo havde været ude på nattesjov.
Vi havde et par år senere Color Tango til at spille for os i den flotte Prometeus sal i det gamle ingeniørhus i Farimagsgade, Carlos Gavito og Maria Plazaola forgyldte aftenen med deres spektakulære dans.
Jeg vil ikke nævne alle de spændende aftener vi har haft, men til sidst nævne en meget fin dansesal – studie 2 i radiohuset på Rosenørns Alle’ – perfekt dansegulv, perfekt flygel og perfekt lydudstyr, men salen måtte desværre kun rumme 250 personer, så vi måtte ved et par lejligheder afvise folk ved indgangen.

Men tiderne ændrer sig og det gør tangomiljøet også, og Alex Gorski og jeg fandt tiden moden til at lade nye kræfter tage over i Tangoforeningen – i 2006 overtog Mads Bruun Pedersen formandsskabet og fortsatte på udmærket vis foreningen.
Desværre besluttede man kort tid efter at nedlægge Tangotidende – man synes vist at det var for dyrt at føre videre – og så manglede man måske tid, energi og bidrag til bladet. Selvom arrangementsoversigten i bladet var overhalet af Internettets muligheder med her-og-nu information – især Alex ”tango.dk” – så var Tangotidende efter min mening et værdifuldt samlingspunkt for tangokulturen i København. I løbet af de ca. 10 år bladet var udkommet havde der været en værdifuld samling artikler om tangoens oprindelse og udvikling i Argentina og Europa, interviews og aktuelle indlæg om tangomiljøet i Danmark.

Til sidst vil jeg ønske Nelly og Tangoforeningen tillykke med de 20 år på tangoscenen og held og lykke med fremtiden, hvor jeg håber at der vil være plads og penge til at mange af danseaftenerne kan være med levende musik – det er en betingelse for en tangokultur i stadig udvikling.
Også et tillykke til alle tangodansere med et miljø, hvor mange engagerede undervisere med hver deres stil tilbyder spændende undervisning.

Viva el Tango
Tribal storyteller